I sin tale om nationens tilstand (the State of the Union) sagde Donald Trump, manden som er beskrevet i hele Europa som en værre – og farlig – tåbe, at »Vi må … beslutte os for, at Amerika aldrig bliver et socialistisk land«
Den generale holdning i Vesteuropa, samt blandt USAs demokrater, er det kan kun være en dyd at oprette et velfærdssystem.
Men er Venezuela ikke blot et eksempel (og kun, desværre, det allerseneste) på at det – tydeligt – er forkert?
Efter 20 år af Hugo Chávez og Nicolás Maduros socialistiske Revolution, kan borgerne i hvad var engang Sydamerikas rigeste land nu nyde manglen på mad, medicin og toiletpapir, samt strømafbrydelser, hyperinflation, og generelt en økonomi i frit fald, mens millioner af folk søger at flygte til nabolandene (google BBC's "How Venezuela's crisis developed and drove out millions of people").
Som så mange andre, både i USA og andetsteds i verden (ikke mindst Danmark), var Michael Moore fuld af begejstring og beundring over den Bolvarianske revolution da Hugo Chávez kom til magten for 20 år siden. Så sent som i 2013 skrev filminstruktøren f.eks. at "Chavez har erklæret at olien tilhører folket. Han brugte olie dollars til at eliminere 75% af ondartet fattigdom, og til at forsyne alle med et gratis sundhedssystem og uddannelse."
Hvad er det, at en Michael Moore, en Oliver Stone, en Bernie Sanders, en Michael Tackett og en Dan Jørgensen, samt millioner af danskere, ikke forstår, at i Venezuela er socialismen ikke blot mislykket, det har bragt borgerne i Latinamerikas allerrigeste land til fattigdommens rand?
I deres iver efter at vise hvor overlegen resten af verden – eller i hvert fald Europa – er i forhold til USA glemmer de at omtale de (mange) lande hvor det har vist sig at "tåberne" (udtrykket – som de fleste danskere er givetvis enige med – stammer fra Niels Jespersen i Berlingske vedrørende sådanne folk som Ronald Reagan, Sarah Palin, og Donald Trump) som er skeptiske overfor indførelsen af et nationalt velfærdssamfund har utvivlsomt haft ret.
Fordi det ikke har et sundhedssystem som "alle andre lande" bliver Kapitalismens hjemland regelmæssigt beskrevet som et "mareridt". Skulle ordet ikke hellere anvendes om Venezuela, en nation med tomme supermarkedhylder der lider en 85% mangel på medicin og hvor millioner prøver at udvandre?
Donald Trumps udtryk for sådan nogle lande skulle være "shitholes" (hvis det virkeligt passer at præsidenten har brugt det ord), et udtryk der er blevet ganske vist kritiseret over hele kloden.
Nu taler vi om lande med tomme supermarkedhylder hvor man skal bruge flere timer hver dag til at købe et stykke brød eller en rulle toiletpapir (hvadenten det er i Leningrad – for en generation siden var det Sovjetunionen – eller Caracas) – hvis sådanne varer overhovedet kan findes.
Er det virkelig taktløs at kalde sådan nogle lande for "shitholes"?
Hvad ellers skal man kalde et land hvor en væsentlig del af befolkningen – hvadenten der er fra Latinamerika (i Venezuela er det en sjettedel) eller Syrien – er udvandret til udlandet i de sidste ti år?!
Betyder det så ikke at emigranterne selv siger — i så mange ord – at deres egne lande kan de facto beskrives som et shithole?
"THE BLIND SPOT" I FOX NEWS KONTROVERSET
I dette sammenhæng har der været meget humor over at en Fox News journalist har sammenlignet Venezuela med Danmark. Der har utvivlsomt været overdrivelse i Trish Regans reportage, men kan det ikke virke lidt indskrænkende at den eneste lektie, som danskerne synes at have taget fra kontroverset er (igen) at de konservative amerikanere er ikke andet end nogle uvidende tumper som burde kende mere til verdenen? (Samt selvfølgelig den stedsegrønne drøm om at USA burde efterligne Skandinavien og – endelig – få et socialistisk samfund.)
Sig mig: Passer det virkelig at danskerne bare kan lay back and relax? Har danskerne ikke egentlig også en lektie at lære? Som måske er vigtigere… At når "tosserne" er betænkelige om lande (eller rettere om revolutionernes ledere) der har valgt socialismen, har de ofte haft… god grund til det? Er Chavez's Venezuela (efter bl.a. Lenins USSR, Ceausescus Rumænien, og Maos Kina) ikke et godt bevis på det?
Har alle lande (eller rettere, alle revolutionernes ledere) ikke lovet samme fremtid i skandinavisk stil?
Hvem kan forudse med sikkerhed, om en venstreorienteret regime vil følge Denmarks eksempel eller Venezuelas? Er der nogen (Michael Moore? Bernie Sanders? Alexandria Ocasio-Cortez? Dan Jørgensen?), der har svar på det spørgsmål?
Da Donald Trump gav sin første tale i FN i 2017, fokuserede medierne (det, som han kalder for "fake news") på det kontroversielle – hans kommentarer om Nordkorea og "Rocketman"; både i USA og i udlandet undlod de for det meste at berette om, hvad præsidenten havde at sige om socialismen.
“The problem in Venezuela, is not that socialism has been poorly implemented, but that socialism has been faithfully implemented. From the Soviet Union to Cuba to Venezuela, wherever true socialism or communism has been adopted, it has delivered anguish and devastation and failure.” Følgende år sagde Trump at “Today, socialism has bankrupted the oil-rich nation and driven its people into abject poverty.”
Vedrørende Trumps State of the Union: i Information griner en George Blecher af "talens gammeldags præg – og selv dens 1950'er-agtige udfald imod socialismens røde fare", men sandheden er, at socialismen synes at være den eneste ideologi som man skal bedømme på alene deres (sjældne) "succeser." Aldrig skal følgende lande nævnes: Albanien, Algeriet, Angola, Burma, Congo, Cuba, Ethiopien, Laos, Somalien, Vietnam, Yemen, osv osv osv…
Næh, kun de skandinaviske lande og/eller Vesteuropa skal nævnes – selv om vi her i Skandinvien protesterer (med rette) at udtrykket Socialisme er langtfra en tilpassende beskrivelse om vore lande.
I The Daily Signal forklarer David Harsanyi at "nutidens socialister [amerikanske såvel som udenlandske] klukker højt ved at lade som om kollektivistiske politik ikke fører til andet end uskadelige resultater som lokale biblioteker. Men i mange år priste de også diktatorerne i Cuba, Nicaragua og Venezuela" (for ikke at nævne Sovjetunionen og Kina).
Det er ikke kun det danske system som danskernes yndlingspolitiker i USA, Bernie Sanders, har hyldet. "For ikke særlig længe siden," fortsætter David Harsanyi, roste Vermont Senatoren "Hugo Chavez som arkitekten af the American Dream, endnu mere end selveste USA." (!)
Socialister i udlandet og i USA, som Alexandria Ocasio-Cortez (AOC), "kan lide at bebrejde enhver ulighed, enhver glubsk forbryders handling, enhver nedtur og enhver social sygdom på kapitalismens uretfærdighed. Men ingen af dem indrømmer, at kapitalismen har været den mest effektive måde i historien til at afskaffe fattigdom." Samt den mest effektive måde i historien til at financiere… det enkelte lands hele velfærdssystem.
NOGLE PINLIGE SPØRGSMÅL OM DET DANSKE VELFÆRDSSYSTEM
Det siges at hvis socialismen har været en katastrofe i visse lande der fører til elendighed og fattigdom, så kan det ikke nægtes at det været en succes i en del andre lande.
Det bringer os til adskillige pinlige spørgsmål:
Passer det ikke, at de fleste lande hvor velfærdssamfundet blev oprettet nogenlunde godt efter Anden Verdenskrig – hovedsageligt Japan og Vesteuropa – er netop de lande som fik kæmpe injectioner af penge fra udlandet efter krigen; dvs milliarder af dollars fra – who else? – Amerika (i Europa, via Marshall-planen)?
Udover det, har man lov til at sige at danskernes stolthed over deres sociale system nogengange undlader nogle betydningsfulde detaljer?
To af de ting, man mest beskylder USA for er dels, at amerikanerne ikke bruger nok på det sociale og dels, at deres "krigsgale" generaler bruger (alt) for meget på militæret – mens de peger på deres egne landes fredelige, og gavmilde, brug af deres BNP (dvs af deres skatteyderes skattepenge).
Men hov! passer det ikke, at hvis lande i Vesteuropa bruger lidet på deres egen militær medens de har penge til råde til at bruge penge på det sociale, er det ikke fordi – et det ikke netop fordi – Uncle Sam bruger så meget på Amerikas forsvar; som også fungerer som forsvar for hele Vesten?
Forklarer det ikke samtidig amerikanske presidenters regelmæssige bønfald til Europa at bidrage mere til forsvaret, senest Donald Trumps vrede i Brussel over NATO i 2018?
Det korte af det lange er følgende: Europæerne kan gå rundt og prale over deres status som alhellige fredsstiftere i kontrast til de afskyelige amerikanske tumper præcis fordi deres regninger bliver betalt af og deres forsvar bliver garanteret af samme afskyelige amerikanske tumper.
Hvorom alting er, så gentager vi danskere, hvor stolte vi er, at vi har dette sundhedssystem som vi allesammen har gavn af.
Må nogle flere spørgsmål blive stillet?
Var vi ikke lige så stolte af vores sundhedssystem for 10 år siden? For 20 år siden? For 40 år siden? For dem som var i live dengang kan svaret næppe være andet end et helt sikkert ja.
Ligeledes med andre emner, som vore kørefartøjer, eller vore telefoner. Er vi ikke tilfredse med vore telefoner nu? Var vi, eller vore forældre, ikke lige så tilfredse med vore telefoner for ti àr siden? For 40 år siden? Var vore forfædre ikke lige så tilfredse med vore telefoner for 100 år siden? Med vore kommunikationsmidler i det 16. århundrede? I det 11.?
Men I dag ville vi ikke være tilfredse med vore kommunikationsmidler for 1000, eller 500, år siden. Vi ville ikke være tilfredse med telefonerne fra 1930erne, eller fra 1970erne, eller fra 1990erne. Faktisk ville vi den dag idag næppe være tilfredse med vore telefoner for blot 3-4 år siden.
I mellemtiden er der nemlig kommet fremskridt. Og hvor kommer den fremgang fra? Kommer det ikke primært fra Nordamerika?
Det er der ikke mange der tror på (fordi der ikke er mange der tænker over emnet?). Find en liste på nobelpriserne i medecin (samt andre videnskabelige emner): Det er ikke altid amerikanere der vinder. Men det er det oftest. Og mange af de englændere og andre udlænginge der vinder har ofte arbejdet på… amerikanske instituter.
For eksempel blev den franske presse stolt, da en franskmand var blandt Nobel vinderne i medecin i 2008 for forskninger om AIDS. Men dengang var Luc Montagnier ikke længere til at findes på l'Institut Pasteur; han var blevet tvunget ud af sit arbejde på grund af hans pensionsalder (social retfærdighed, forstås) og arbejdede i… USA. (Den dag idag findes han forresten i Kina.)
De seneste udviklinger der hjælper medicinens fremgang er personal computers og smartphones, opfindelser der var helt utænkelige da jeg blev født, og som ikke engang fandtes i science fiction historier.
For et par år siden sad jeg ganske fredeligt på en café i Paris og nød en drink da jeg pludselig begyndte at se uhyggelige brune pletter der dansede foran det ene øje. Jeg ringede til en venindes far som var pensioneret øjenlæge, og han sagde at jeg måtte øjeblikkeligt (hvis jeg må have lov til at bruge udtrykket) tage til l'Hôpital des Quinze-Vingts. Det viste sig at være begyndelsen af en retinal løsrivelse.
Næste gang vi mødtes, spurgte jeg ham hvordan det ville være gået da han var øjenlæge for 30 år siden. Jo, jeg ville have fået en aftale med en specialist, og efter en tretimers operation ville jeg have overnattet i en hospitalsseng. Men i 2016? Der fik jeg laserbehandling fra en medicinsk pratikant, en pige 23 eller 24 år gammel, og efter 20 minutter var det slut og jeg fik lov til at gå hjem (givet, efter to-tre timer i ventesalen).
Igen: Ville danskerne (eller franskmændende) være tilfredse den dag idag for den velfærdssystem Danmark (eller Frankrig) havde for 50 år, eller 20 år, eller blot 5 år, siden?
Nu ønsker man inderligt, at amerikanerne efterligner Europa — gid de der yankees kunne, ligesom os, bare ingen bekymringer have og fokusere på at have det sjovt og more sig — uden at det påvirker landets "can do" spirit.
Da langt de fleste opfindelser der i de sidste 200 år – hvadenten det er i Nordamerika eller andetsteds i verden, hvadenten det er dampskibe eller jernbaner, hvadenten det er personal computers eller smartphones – er kommet fra eller er blevet forbedret i USA, burde alle forsøg på at ødelægge eller hæmme fornyelser (også kaldet: killing the goose that lays the golden eggs) ikke afværges?
Som Stanford "policy expert" Lanhee Chen fortæller i en Prager University video (What's Wrong with Government-Run Healthcare?), "systemer hvor regeringen kontrollerer sundhedsvæsenet, nedtrykker på søgen efter nye botemidler og innovation … [og] medicinske gennembrud kommer sjældent fra sådanne lande. De kommer fra USA, hvor regeringen holder sig fra. … Biomedicinske forskningsudgifter i USA overstiger langt fra ethvert land med nationaliseret sundhedspleje … Løvens andel af de biomedicinske forsknings- og udviklingsudgifter i USA – over 70 milliarder dollar i 2012 – kommer fra den private sektor." Dermed får amerikanerne innovation, som alle andre folkeslag eventuelt får nytte fra.
(Men i det hele taget må det siges at danskerne burde holde sig bort fra de circa 200 korte Prager University videoer på internettet; det ville jo være forfærdeligt hvis den almindelige dansker ikke længere kunne overbevises om, hvor tumpet den almindelige yankee var.)
DEN SANDE GRUND HVORFOR USAs DEMOKRATER HYLDER SKANDINAVIEN
(OG HVORFOR EUROPÆERNE HYLDER USAs DEMOKRATER)
Men lad os droppe Danmark som eksempel, så den almindelige læser ikke bliver forarget. Lad os tale i stedet for om et af nabolandene.
I sin bog om de nordiske lande (“The Almost Nearly Perfect People: Behind the Myth of the Scandinavian Utopia”, på dansk “Det er et lykkeligt land”), skriver Michael Booth at i "størstedelen af det 20. århundrede har Sverige de facto været en etpartistat, og partiet hed Socialdemokraterna. De regulerede alle aspekter af deres pligtopfyldende, føjelige borgeres liv og gjorde deres yderste for at sørge for, at alle overholdt deres moderne, progressive samfundsnormer."
Når forfatteren (som iøvrigt er venstreorienteret) beskriver Sverige som "en totalitær stat", er det selvfølgelig ikke i samme grad som f.eks. Sovjetunionen, men fordi der "var ikke ret mange aspekter af svenskernes liv, som staten ikke bestræbte sig at kontrollere – fra lønninger til børneopdragelse, drikkevaner, tv-vaner, længden af deres ferier og deres syn på Vietnam-krigen" (cf. Uncle Sams påståede forfærdelige undenrigspolitik).
Men danskerne, og resten af de nordiske lande (hvis ikke hele verdenen), er overbevist om at intet kunne blive bedre for USA, og for verden selv, end hvis USA blev "fundamentally transformed" (Barack Obamas ord) og endelig fik lige så ekstensiv en administrativ formynderstat (på engelsk: a nanny state) som de europeiske lande har.
Hvis det er rigtigt at Barack Obama var den vidunderligste amerikanske præsident i verdenshistorien (ligesom, i deres tid, Lenin og Che Guevara, for ikke at glemme Mao og Chávez, etc etc etc…), bliver den eneste logiske konklusion så ikke at det ville være vidunderligt for landet hvis sådan et pragtfuld Übermensch blev livsvarig Leder?
Hvis det er rigtigt at demokraternes modstandere er så væmmelige som de beskyldes for ("deplorables", kalder Hillary Clinton republikanerne jo), er den logiske konklusion så ikke at disse umenneskelige barbarer burde miste flere rettigeheder, deriblandt deres free speech (ytringsfrihed) samt deres valgrettigeheder?
Og er den logiske konklusion så ikke at republikanerne faktisk er folkefjender, som burde straffes — hvadenten det er med tab af valgrettigheder, høje(re) skatter og beslaglæggelse af adskillige egendomme?
Eller måske burde Republikanerne faktisk sættes i genopdragelseslejre, for at blive omskolet? Så kunne de endelig anerkende hvor vidunderligt det er for et folk at have venstreorienterede politikere, professionnelle funktionærer, og utallige love til dannelse af en nanny state der regerer ethvert aspekt af deres daglige liv?
Det er jo ganske ufatteligt at amerikanerne ikke kan indse, hvor heldige de ville være, hvis blot Hillary eller Bernie eller AOC (eller Barack, stadig) var i det Hvide Hus. Det er også ubegribeligt at amerikanerne ikke kan forstå hvor lykkelige de ville være hvis blot de havde lige så høje skatter som i Danmark, hvis blot de havde lige så mange funktionærer som i Danmark, og hvis blot de havde lige så meget bureaukrati som i Danmark. (Og hermed lukker vi for sarkasmehanen.)
Husk Booths beskrivelser om Sveriges etpartistat: er den logiske konklusion ikke at drømmen om USA under demokraterne (hvadenten det er i selveste USA eller i udlandet) bliver et spejlbillede af Sverige under Socialdemokraterna?
Bliver den logiske konklusion så ikke af den almindelige kritik af USA lyder temmelig meget som et spejlbillede af socialismens/kommunismens drømme?
(Og forresten, forstår vi nu ikke lidt bedre hvorfor amerikanerne ønsker at skulle holde fast til deres våben og til deres Second Amendment?)
